Hvad er god coaching?
Coaching er en samtale om et område af dit liv, hvor du ønsker en forandring.
Er der noget i dit liv du ønsker skal være anderledes?
En vane du ønsker at ændre, en relation du vil forbedre, eller rutiner du har lyst til at få rusket op i? Mangler du mod til at være den du er? Har du brug for at (gen)opdage hvad der giver dig glæde i livet, eller at skabe et overblik over dine fremtidsplaner?
Måske er dit ønske et helt syvende. Uanset dit behov kan coaching hjælpe dig med at se dine muligheder og give dig overblik til selv at skabe den forandring du ønsker.
Når det handler om at skabe forandring og udvikling i vores liv, er vi ofte vores egen værste fjende. Vi kan ikke finde tiden eller energien, eller overskue hvor vi skal begynde. Vi kan være bange for, hvad forandringen fører med sig, eller vi er overbevist om, at tingene ikke står til at ændre – at vi ikke har indflydelse. Eller måske er der for meget at vælge imellem?
Der er en stor styrke i at have et valg og et valg kan både vanskeliggøres af for få valgmuligheder og af for mange.
God coaching er troen på, at du allerede selv besidder de nødvendige ressourcer til at vælge det, der er bedst for dig.
En erkendelse af at vi har et valg, mærkes ofte som en aha-oplevelse. Det sker typisk i en situation hvor der er tid og rum til at mærke efter og reflektere.
Vi bruger hovedet til at tænke os frem til en løsning, men vi glemmer ofte at give plads til at lytte til kroppen, som prøver at fortælle os, hvad vi har brug for. Observationer af kroppens kommunikation er en vigtig del af god coaching.
God coaching er troen på at du ved, hvad der er vigtigt for dig at opnå. Coachens opgave er, gennem spørgsmål og øvelser, at få dig til at betragte din problemstilling fra nye vinkler, og lede dig uden om rutiner og vanetænkning for at hjælpe dig med at definere dine muligheder og holde fokus for den ønskede udvikling.
God coaching er når du selv opdager, hvilken vej videre der er rigtig for dig.